en lille orange en af slagsen

Efter vores dykkerparadis i Sipadan, tog vi bussen videre om morgenen fra Semporna til Sandakan, en by der ligger ca. 6 timer nordpaa. Her fik vi et vaerelse paa Sandakan Backpacker hostel, hvilket var lidt dyrere end vi plejede og betale, men tilgengael var det et "rigtigt" backpacker hostel, hvor der baade var varmt vand i badet, Wifi, Tv-stue med DVD og morgenmad - saa der var meget hyggeligt og jeg kunne stene tv om aftenen weee.

Dagen efter vi kom til Sandakan tog vi en bus til Sepilok, som egentlig var vores rigtige destination - den lokale bus tog en lille times tid og Sepilok finder man et af Borneo's mest populaere turist maal - Sepilok Orang-Utang Rehabilitations Center. Vi ville nemlig se de dejlige Orangutanger.

Faetter lang-arm paa vej til madplatform

lille urangutang svaevende forbi

Vi tog der ud rimelig tidligt, saa vi kunne maa at se dem blive fodret kl. 10 om morgenen, hvor der ogsaa var stoerst chance for at se dem overhovedet. Det centeret goer, er at redde urangutang undert der er blevet forladt af deres mor eller af andre oversager er alene. Orangutan minder saa meget om mennekser, saa ungerne kan ikke overleve uden deres mor naar de er smaa lige som mange andre vilde dyr kan. som regel bliver ungen sammen med sin mor de foerste 6 aar af dens liv, og selv efter det plejer den at vaere i naerheden af hvor moren er.

Mor urangutan med lille baby paa maven

Mad platform

Naar ungerne kommer til centeret. laere de at skulle klare sig selv, finde mad og laere at klatre, inden de bliver sluppet fri. Det vi saa var aber der enten var blevet sluppet fri eller foedt i det fri - der var lavet en traesti inde i junglen og en stor platform forand der hvor aberne fik serveret mad. det var lidt for turistet. Aberne var dejlige uden tvivl, vi saa i alt 5 - men det foeltes lidt som at se dem i zoo, selvom de rent faktisk er frie og at centeret ikke kan garantere at de kommer og snupper det mad plejerne giver dem.

Tyve aber, der kommer og stjaeler urangutanernes mad

Efter vi havde set paa urangutaner i en lille time, hvor de kom svingene fra traerne hen til den platform hvor der var mad, saa vi en film om urangutangerne i Borneo og om Centeret. Det var spaendende at faa et indblik i hvordan de traener aberne til at klare sig selv og lidt trist og hoere om hvor lidt Urangutaner der er tilbage i verdenen.

Alt i alt en hyggelig dagstur, men at der skulle vaere en af Borneos hovede attraktioner, hmm - det synes jeg maaske ikke at det levet op til. men maaske er det bare fordi man efterhaaneden har rejst saa laenge og set saa meget, at det bliver svaerere og svaerere at blive imponeret hihi.